Indledning
Folkemindesamleren Evald Tank Kristensen har på grundlag af bl.a. lokale kilder, heriblandt tidligere redaktør Carl Hansen på Skive Folkeblad, skrevet en artikel i Skivebogen 1924 om præsten i Estvad -Rønbjerg Sogn i årene 1860 – 1864, Niels Peter Gjølbye, som tilegnede sig det lidet flatterende tilnavn ”den dovne præst i Estvad”. Hvorfor han fik dette tilnavn, og hvordan hans liv ellers formede sig vil fremgå af nedenstående genfortælling, som også Jeppe Aakjær har bidraget med oplysninger til.
Viborg
Niels Peter Gjølbye blev født i Viborg den 3. juni 1916 i en tilsyneladende velstillet købmandsfamilie. Faderen var købmand Peter Gjølbye, og moderen hed Else Elisabeth Blegvad og stammede fra Mariager. Han havde en bror, som døde ret tidligt, og en søster, som blev gift med en sagfører i Viborg. Søsterens giftermål med en den økonomisk velfunderede sagfører i Viborg skulle efter sigende også havde kommet den til tider økonomisk trængte Niels Peter til gode. Ved sin konfirmation blev både hans kundskaber og opførsel vurderet til MG (meget godt) og med sine gode boglige evner blev han optaget på Viborg Latinskole, hvorfra han blev student i 1834, 18 år gammel. Herefter flyttede han til København for at studere teologi, og blev færdig som teologisk kandidat i 1840 med – ifølge Jeppe Aakjær – med næstbedste karakter, hvilket også indebar to praktiske prøver, hvoraf en af dem sikkert havde været en prædiken over en tekst. Det med prædikener skulle senere vise sig komme til at volde en del problemer for den kommende præst.
København
Den teologiske kandidat opholdt sig nu i København i seks år, bortset et år i Nykøbing Sjælland, hvor han var leder af et institut (jf. Aakjær), men hvilken slags institut vides ikke. I årene i København ernærede han sig som hus- og privatlærer og havde bopæl flere steder, bl.a. i Østergade 57 (1845), Østervold 485 og Værnedamsvej (1859). Evald Tang Kristensen (Tang) betegner disse år som ”skæbnesvangre” år, og mener, at Gjølbye i disse år havde fået økonomisk støtte af fra sin svoger, sagføreren i Viborg, der som nævnt var gift med Gjølbyes søster. Tang mener også, at dette par havde forsøgt at få Gjølbye til at søge et præsteembede, da indtjeningen som privatlærer ikke kunne have forsørget ham tilstrækkeligt. I den forbindelse undrer det også Tang, at den efterhånden modne kandidat ikke havde søgt et statsligt embede som f.eks. adjunkt på en latinskole, hvor indtægten havde været forholdsvis stabil og højere end stillingen som privatlærer, men i 1859 skete der noget. Gjølbye ansøgte nemlig om præsteembedet i Estvad-Rønbjerg Sogn, og det var i den ansøgning, at kulturministeriet havde indstillet ham til embedet med næstbedste karakter fra sin kandidateksamen i 1840, så selv om der var gået henved seks år siden eksamen, havde kulturministeriet åbenbart fortsat tillid til Gjølbyes evner som præst. Indstillingen blev fulgt, og ultimo 1859 fik han stillingen eller, som det hed dengang, blev kaldet til Estvad og Rønbjerg Sogne med tiltrædelse primo 1860. Gjølbye var nu 43 år.
Estvad Præstegaard
I begyndelsen af året 1860 flyttede Gjølbye således ind i præstegården i Estvad, og han medbragte sin gamle mor fra Viborg, der åbenbart var blevet enke. Det viste sig imidlertid, at de to ikke kunne sammen, så moderen flyttede tilbage til Viborg for sandsynligvis at blive forsørget af svogeren, og den forholdsvis unge præst ansatte en af egnens gårdmandsdøtre, hvilket ikke var unaturligt med henblik på at, at en ung præst havde brug for en kone. I andre tilfælde forlangte sognet, at den nye ofte unge præst skulle “overtage” den efterladte præsteenke. Den unge ansatte gårdmandsdatter flygtede imidlertid i bogstaveligste forstand fra pladsen, da pastor Gjølbye forsøgte at frie til hende – vist nok efter samråd med moderen. Med blik for de efterfølgende år i præstegården kunne en præstekone måske hjulpet Gjølbye til at være lidt mere aktiv og social i sin præstegerning, men det skete som sagt ikke.
Slået af hesten
Inden alle pastor Gjølbyes dovenskabstegn oprulles her skal her berettes om en lille episode, som kom til at præge hans fysiske førlighed og dermed også en undskyldning for hans dovenskab og andre genvordigheder. Kort tid efter at Gjølbye havde installeret sig i præstegården, anskaffede han sig en ridehest for bl.a. at kunne befordre sig de 3-4 km til Rønbjerg Kirke. En dag var han imidlertid redet en tur til Flyndersø for at se på naturen, men var åbenbart blevet slået af hesten, for den var vendt hjem til præstegården uden rytter. En eftersøgning blev iværksat og man fandt den stakkels præst forslået og med det ene ben hårdt kvæstet i en vejgrøft ved Flyndersø Mølle. Præsten kom til læge og fik to måneders sygeleje, og herefter gik præsten ikke nogen steder uden en stok i den ene hånd og svært haltende. Det var også den formodentlige årsag til, at han fremover ikke ”gad” bevæge sig op på prædikestolen under gudstjenesten, men forblev stående i korsdøren (overgang til koret) under sine ellers meget korte prædikener. Sogneformanden forsøgte dog at får Gjølbye til at bruge prædikestolen ved at vise ham vejen op til prædikestolen. Han var nemlig en meget stor mand og ved at vise præsten, at stolen kunne holde til ham, idet han foretog et par hop på stolen, håbede sognerådsformanden, at det kunne overtale præsten, men som sagt forgæves.
Sen mødetid
Nu fremkommer der herefter en række klagepunkter, som sognebørnene m.fl. havde fremført vedrørende pastor Gjølbyes embedsførelse, som alle på en eller anden måde kan tilskrives hans dovenskab. Han havde meget svært ved at møde til tiden, når han skulle møde i kirken til fastlagte gudstjenester og andre kirkelige handlinger. Almindeligvis kom han to til tre timer forkert, og ikke mindst ved vintertide kun de være en frysende oplevelse for de fremmødte, som både omfattede gamle, mødre med børn osv. Når menigheden så havde stået og ventet i adskillige timer, hændte det så ofte, at præstens karl kom ridende på præstens røde hoppe, blot for at bekendtgøre, at præsten ikke kom den dag. Når man herefter spurgte til gudstjeneste i sognet, lød det blandt folk, at ”præstens røde hoppe prædikede” ,betød det, at præsten ikke var mødt op.
Morgenkaffe sen eftermiddag
Når præsten kom for sent til tjenesterne eller slet ikke mødt op, kunne det hænge sammen med hans døgnrytme, som var noget speciel. Han stod ført op til morgenkaffe ved 17-tiden sidst på eftermiddagen og middagen indtog han ved midnatstide, så hans såkaldte træffetid, hvor han som sognepræst skulle stå til tjeneste for sine sognebørn, var på det tidspunkt, hvor andre dengang gik i seng. Om natten gik han og ”syslede”, men hvad han lavede vidste man ikke. I hvert faldt fik han ikke skrevet i de skudsmålsbøger, som han skulle udfylde for de unge mennesker i sognet, der skulle have anbefalinger med sig, når de skulle fæstes i nye job som f.eks. tjenestekarle eller tjenestepiger. Disse bøger var uhyre vigtige for de arbejdssøgende, men da Gjølbyes efterfølger indtog præstegården fandt man 120 skudsmålsbøger hengemt uden, at præsten havde skrevet i dem. Til gengæld synes Gjølbye at have ført kirkebøgerne nogenlunde til hans overordnedes tilfredsstillelse, dvs. i første omgang provstens og biskoppens tilfredsstillelse. Der optræder nemlig ikke umiddelbart klager over denne embedsførelse.
Tiende
Det var præstens opgave at modtage tiende fra sine sognebørn, og derfor mødte bønderne op i præstegården for at betale den lovpligtige afgift til kirken, men når det var umuligt at få præsten i tale uden at skulle vente til langt ud på natten, valgte en del bønder at lade sig udpante i stedet for. På den måde kunne øvrigheden selv have ulejligheden med at skaffe pengene eller naturalierne i form f.eks. korn og andre afgrøder som tiendeafgift.
Bunkebegravelser
Når det gjaldt barnedåb, var det åbenbart ”meget vanskeligt” at få en aftale med præsten, for Gjølbye havde nok indset, at det ikke gik at komme alt for meget sent ved et barnedåb og lade et nyfødt barn vente på præsten. Derfor var det svært at få en aftale med ham. Af ren dovenskab siges det også, at han nødig spildte tiden på en enkelt begravelse, men ventede helst på, at der lå tre til fire lig i kapellet, før han var nødt til at stå op for at forrette de indtil flere begravelser ad gangen. Til gengæld mødte han ”som regel” op til de tre højtider jul, påske og pinse, men om det var til tiden, siges der ikke noget om. Om de almindelige gudstjenester om søndagen skulle han havde undladt at møde op til 18 gudstjeneste i Estvad Kirke – i træk!
Klage over altergang og skriftemål – forsøg på bestikkelse
For at eksemplificere nogle af de ovenstående klagepunkter bringes her et par specielle hændelser. En af sognebørnene, der havde været medunderskriver på en klageskrivelse til øvrigheden, hed Niels Ottosen, og han havde opsøgt præsten for denne gang at indgive en klage direkte til præsten over altergang og skriftemål. Det kunne ikke være meningen, at f.eks. skriftemål og altergang, der var fastsat til kl. 9.00, først fandt sted hen på eftermiddagen, når det behagede præsten at stå op, så bl.a. mødre med små børn derhjemme skulle stå og vente. Da Ottosen den pågældende eftermiddag mødte i præstegården, tog stuepigen imod, da præsten sov, men Ottosen var snu nok til ikke at sige, hvad mødet drejede sig om og sagde blot, at han ville indløse en lille gæld til præsten. Stuepigen gik derefter ind til præsten og fik besked på, at præsten ville komme om en time. De ville Ottosen ikke finde sig i, og pigen gik så ind til præsten igen. Ottosen havde åbenbart fremført ovenstående klage over for stuepigen så kraftigt, at præsten så sig nødsaget til at stå op for at berolige klageren. Over for Ottosen undskyldte den søvndrukne præst nu de forsinkede skriftemål og altergange med hans svage legeme og forsøgte at formilde den vrede Ottosen med at tilbyde ham både vin og brød, men denne tog ikke imod tilbuddet og smækkede med døren.
Mytteri
For tjenestefolkene i præstegården var den meget unormale døgnrytme og ikke mindst den deraf følgende natteuro en kilde til konstant usikkerhed og ængstelse for arbejdet, så mange af tjenestefolkene valgte at rømme i utide fra deres plads, og derfor mistede de i første omgang deres tilgodehavende, som de så forsøgte at kræve tilbage af præsten. Det var imidlertid svært, for præstens evner til at formulere sig skriftligt fejlede intet, og der var heller ikke tegn på dovenskab, når han skulle formulere sit modsvar mod sagsøgerne, der således sjældent fik medhold i deres sager. En dag havde alle tjenestefolk på gården endog forladt præstegården, og en nabo havde observeret, at dyrene gik og sultede. Han gik derfor ind til præsten og bad om at få lov til at lukke dyrene ud på græs, så de kunne få noget at spise, men præsten blev så vred over at blive forstyrret i søvnen midt på dagen, at han bad naboen om at skrubbe af.
Hentet i sengen
Som nævnt havde Gjølbye utroligt svært ved at møde til tiden, når det gjaldt almindelige gudstjenester til stor irritation for de hårdtprøvede sognebørn, men det skete også i forbindelse med andre af tjenester som f.eks. bryllupper og begravelser. En vinterdag var der således indbudt til et dobbeltbryllup i Estvad kirke, hvor et par gårdmandsdøtre skulle giftes med to af egnens gårdmandssønner. Man havde inden inderligt bedt pastor Gjølbye om at møde til den aftalte tid, da der skulle være stor fest efterfølgende, og eftersom det var vintertid, måtte det ikke blive for mørkt, inden selve festen skulle begynde, men præsten dukkede alligevel ikke op til den aftalte tid i kirken, selv om man havde sendt bud. Det fik en af de tilstedeværende gæster i kirken til at tilbyde at hente præsten, og det var ikke hvem som helst, men en af sognets kendte og særegne skikkelser, Jens Dalum. Han var stor, skeløjet, skægget og klædt i en kalveskindsvest, der til en vis grad gjorde ham frygtindgydende, og han lovede, at han nok skulle få præsten til at møde op i kirken. Da Jens kom ind i præstegården, lå præsten fortsat i sengen, og da den truende skikkelse pludselig stod foran ham, blev han så befippet, at han lovede at komme straks, men han skulle lige have præstekjolen på. Det ville Jens ikke vente på, slog i bordet og truede med, at han ikke ville forlade stedet, før han havde præsten med. Denne gang kom præsten med! Hvad angår præstens tale til de to håbefulde par var den vel også meget kendetegnende for hans prædikener og taler, nemlig ultrakort og uden meget indhold og her bragt som citat: ”Hæ, hæ, hæ…en glædelig dag, at to unge par skal forenes. De har nok af guld og sølv…hm.hm..” Det sidste i citatet om guld og sølv kom dog ikke til at passe på de to par, idet begge gommene senere gik fallit med deres gårde.
Korte prædikener
Også i forbindelse med begravelser sparede præsten på ordene, ligesom han som nævnt helst samlede flere lig i kapellet, før han ville forrette en begravelse. Denne gang drejede det sig imidlertid om vis Frederik Pedersens mor, og her lød prædiken over moren: ”I dag stedes en hæderlig kvinde til hvile. Amen”. De pårørende syntes dog at være tilfreds med præstens ord, for efter begravelsen kom afdødes bror hen til Gjølbye og sagde: ”Tak for de skjønne ord, De sagde om min søster”!
Skoletilsyn og eksamen
En af præstens kaldsopgaver var at føre tilsyn med sognets skoler og afholde eksamen for at kunne vurdere børnenes kundskaber og opførsel. Normalt fandt disse eksamener sted tidligt om foråret, men ofte måtte man vente helt hen i efteråret, før præstens dukkede op for at eksaminere- hvis han da i det hele taget nåede at få ført sit tilsyn i det pågældende skoleår.
Konfirmationer
Ud over som sagt at føre kirkebøgerne nogenlunde regelmæssigt, hvilket han sandsynligvis gjorde i sengen om natten, synes han også at have opfyldt sine konfirmationsforpligtelse og fået konfirmeret sognets vordende konfirmander i de fire år, han var præst i Estvad og Rønbjerg. Det var dog ikke mange, det drejede sig om. I årene fra 1860 til 1864 talte konfirmanderne år for år henholdsvis 6, 9, 10, 10 og i 16 i 1864. Til sammenligning var der i året før præstens ansættelse i alt 21 konfirmander. Måske valgte nogle forældre at få konfirmeret deres børn i andre sogne, for noget tyder på, at Gjølbye forsømte sin konfirmationsundervisning. En kilde fortæller således, at undervisningen foregik om vinteren og skulle forgå fra kl.10 til kl. 11 om formiddagen, men mange gange dukkede præsten ikke op før solnedgang, mens de unge i den lange ventetid havde drevet om i landsbyen. Efter tre kvarters undervisning havde præsten så sendt eleverne hjem i kulde og mørke. Ikke mærkeligt, at folk måske søgte til nabosognene for at få deres børn konfirmeret.
Truende afskedigelse
Mange af de her ovennævnte eksempler på pastor Gjølbyes tjenestelig forsømmelser, som Evald Tang Kristensen har genfortalt her, har Jeppe Aakjær mere eller mindre dokumenteret i en efterfølgende artikel med titlen ”Den dovne præst i Estvad”, bl.a. ved at gengive de klageskrivelser, som indløb til provst Bøtcher i Sevel, biskop og endog kongen, men også pastor Gjølbyes svarbreve. I sidstnævnte forsøger Gjølbye at forsvare sine forsømmelser med sit skrøbelige helbred såvel fysisk som psykisk. Gjølbye er sine breve velformuleret og har også kendt til jura, hvilket han også var nødt til, for en afskedigelse, inden han havde siddet i sit embede i fem år, havde betydet, at han ikke ville oppebære den pension, som fremover skulle have udgjort hans livsgrundlag. Det synes også provst Bøtcher at være bekendt med, for det forekommer, at provsten hele trak tiden for en afskedigelse ud og på den måde holdt hånden over Gjølbye, indtil han kunne få sin pension. Bøtcher har sikket følt en vis loyalitet med Gjølbye, da de havde gået på latinskole i Viborg sammen og kendte hinanden.
Endelig afskedigelse
Den sag, der i sidste ende kom til at betyde Gjølbyes afskedigelse, drejede sig om en barnedåb i Estvad Kirke, men det var ikke hvem som helst, der skulle have sit barn døbt, for det var forpagteren og dennes hustru på Estvadgård. Dåben skulle finde sted en eftermiddag, så der var chance for, at præsten kunne nå at stå op, og præsten kunne oven i købet få lov til at vælge tidspunkt. Hvis han til gengæld ikke mødte til tiden, truede forpagteren med at skrive et indlæg til tidsskriftet ”Fædrelandet”, som var et af datidens mest læste og toneangivende tidsskrifter, om præstens mange forsømmelser. Trods selvvalgt tidspunkt og trusler mødte præsten ikke op til den aftalte tid, og forpagteren skrev omgående en klage til provst Bøtcher og krævede præsten afskediget inden otte dage. Denne gang trak provsten ikke tiden ud, men henvendte sig til Gjølbye og suspenderede ham øjeblikkeligt, men nu var de fem år også næsten gået. Den endelige afskedigelse fandt sted den 7. oktober 1864.
Diagnosen: “Gal”
Der var stor usikkerhed vedrørende om, Gjølbye ville få bevilget pension. Dels var der knap nok gået fem år i embedet og dels ville hans forsømmelser være så alvorlige, at de kunne medføre afskedigelse uden pension. Indtil videre boede den afskedigede præst i præstegården hos hans efterfølger i embedet, pastor Bülow, og han betalte også indtil videre Gjølbyes forventede bevilgede pension. Der gik dog kludder i bevillingen, for ganske vist fik Gjølbye trods den forsømte embedsførelse tilkendt en årlig pension på kr. 600, men da medlemmer inde i Rigsdagen blev bekendt med den dovne præst i Estvad og hans mange pligtforsømmelse, ville de have trukket pensionen tilbage. Det fik Gjølbye til øjeblikkeligt at konsultere distriktslægen, og her fik han en attest på, at han var ”gal”, og nu blev pensionen på de kr. 600 permanent, hvilket han vist kunne være taknemmelig over. Efter afskedigelsen udtalte provst Bøtcher, der jo havde kendt Gjølbye siden latinskolen, at han var bange for, at den gamle skolekammerat ville komme for sent til sin egen begravelse, og om hans dovenskab måske var medfødt ligesom hans ”melankolsk stor næse”.
Væltet væg
Det var dog ikke så let at komme af med den afskedige præst i præstegården, for når efterfølgeren pastor Bülow ville tale med Gjølbye, om han ikke snart skulle rejse fra præstegården, var denne ikke stået op, og når han var stået op, var Bülow gået i seng. Først da Bülow lod væggen til Gjølbyes soveværelse vælte, gik det op for Gjølbye, at han måtte se at komme væk.
I Viborg hos søsteren
Den fordrevne præst forlod sit embede i sin bedste alder af 48 år, men med en fast årlig pension på kr. 600, hvilket efter datidens forhold ikke havde været ”så ringe endda”, og med attest på, at han var ”gal”. I første omgang flyttede han ind hos søsteren og dennes sagførerfamilie i Viborg, og lavede efter sigende intet som helst, hvilket han heller ikke senere viste tegn på at ville. Han havde sandsynligvis penge nok. Hos søsteren gik det imidlertid ikke for godt. Han hersede med tjenestepigerne og skældte ud over, at de ikke kunne lave mad. Det viste han helt korporligt ved smide tallerkner og kopper efter de skræmte piger, som da også i mange tilfælde flygtede fra pladsen. Oven i købet fråsede han også med maden ved f.eks. at smøre brødet med et dobbelt lag smør. Opholdet hos søsteren blev kun kortvarigt, men om han var blevet bedt om at rejse, eller om selv havde valgt at forlade søsterfamilien vides ikke, men næste bolig i Viborg var i Gravene, hvor han havde lejet han forholdsvis bekvemmelig lejlighed.
Gravene
I denne bolig hyrede han ingen ung pige i huset, men havde antaget en kone, der skulle varte ham op, løbe ærinder og lave aftensbad til ham. Hun mødte ind om formiddagen, havde fri om eftermiddagen, og mødte så ind til aften, hvor hun tilberedte aftensmaden for den endnu sovende pastor emeritus. Her sad så denne kone og ventede på, at Gjølbye skulle indtage sin aftensmad omkring midnatstid. Gjølbye satte stor pris på flæsk og kartofler, men når denne først havde stået og ventet i fem til seks timer, var flæsket svundet ind og maden kold, og så fik kogekonen skyld for, at det var hende, der havde spist af flæsket. Man kan godt forstå de koner, der kun holdt ud 14- 30 dage som ansat hos den koleriske og dovne præst. Ovenstående og fremtidige oplysninger om Gjølbyes efterliv i Viborg stammer fra Gjølbyes daværende rådgiver og besøgsven Vilhelm Christensen og denne Vilhelm fortæller videre om tiden i Viborg.
Rygning på toilettet
Gjølbye havde et arsenal af merskumspiber, og når denne Vilhelm aflagde besøg om aftenen, sad de to og dampede på piber, og indimellem fik de sig en livseliksir med et stænk af cognac. Gjølbye holdt tre aviser, han havde sine penge i en læderpung under hovedpuden, og pensionen hævede Vilhelm for ham nede i byen. I lejligheden var der et aftrædelsesværelse ved siden af køkkenet, og her kunne Gjølbye sidde og forrette sin nødtørft dampende på en pibe i op til en halv time.
Udlejer smidt ud
Oven over Gjølbyes lejlighed boede der nogle unge piger, og når de en gang imellem fik besøg af nogle ungersvende, gik dansen lystigt til stor irritation for Gjølbye, der nu ville finde sig en ny lejlighed. Da det kom Gjølbys udlejer, skomager Hammershøj, for øre, blev denne så oprørt over opsigelsen, at han opsøgte Gjølbye for at få en forklaring. Dette møde endte i et verbalt skænderi med gensidige beskyldninger for at have brudt aftaler m.v. og til sidst blev skomageren smidt ud. Sagen endte i retten, men der blev ikke indgået forlig. Gjølbye fik sig en ny fireværelses lejlighed i Mathiasgade.
Pastor Gjølbyes død i Mathiasgade
I sin store lejlighed Mathiasgade levede Gjølbye tilsyneladende sit stille og omvendte liv, indtil en morgen, hvor en vis madame Jespersen, der boede på samme etage som Gjølbye, stod ængsteligt uden for Gjølbyes dør, da dennes besøgsven, Vilhelm Christensen, mødte hende. Hun fortalte berørt, at hun inde fra sin lejlighed om natten havde hørt to bump inde fra Gjølbyes soveværelse, der stødte lige op til hendes lejlighed. Hun var derfor gået ind til præsten og havde fundet ham på ryggen iført slåbrok og hvid nathue, mens han udstødte gurglelyde. Hun forsøgte at røre ved hans arm og lukke øjnene op på ham, men der kom så at sige ingen reaktion. Derefter fik hun fat i en bekendt, og i fællesskab fik de kaldt distriktslægen, der kunne konstatere, at Gjølbye var blevet ramt af et ”apoleptisk anfald”, dvs. at hjertet var holdt op med at slå, og inden lægen kunne gøre noget, var Gjølbye død. Det skal siges, at aftenen før havde Vilhelm Christensen tilbragt hos Gjølbye og først kommet derfra sent hen imod midnat, men havde ikke bemærket noget mistænkeligt ved hans væremåde.
Den dovne præsts arv
Gjølbye efterlod sig en pæn arv. Ud over, hvad han efterlod fra sin pension havde han to jordlodder lige uden for to af Viborgs byporte, som blev solgt til en værdi af 14-1500 kr. Hele arven gik til søsteren, der først døde i en alder af 87 år. Derimod var Gjølbye kun 69 år, da han døde i 1885, og man kan vel ikke påstå, at det var fordi, han var slidt op. Begravelsen fandt sted den 29. september 1885 og kun med ”et ganske lille ligfølge”. Man må dog formode, at den arveberettigede søster og hendes familie samt besøgsvennen Vilhelm Christensen havde deltaget.
Kilder: Skivebogen 1924: Træk af N.P. Gjølbyes liv af Evald Tang Kristensen med supplement af Jeppe Aakjær
Forfatter: Erland