Brøndum-Hvidbjerg plantage

Etablering:
Sognerådet Brøndum-Hvidbjerg 1917-1921. Spøttrup lokalarkiv.

Brøndum-Hvidbjerg plantage blev etableret i 1921 på baggrund af arbejdsløsheden i kølvandet på 1. verdenskrig 1915-1918. Arbejdsløsheden var på grund af bankkrak og politisk uro høj mellem 18% og 20%. Derfor blev de vedtaget Lov Nr. 693 af  1/12 1920 om midlertidigt Statstilskud i Anledning af Arbejdsløsheden. Sognerådene skulle derefter udbetale (og finansiere) understøttelse til ledige i sognet.

Sognerådet for Brøndum-Hvidbjerg ønskede ikke bare at udbetale understøttelsen. Derfor købte man 43 hektar hedejord på Hvidbjerg Hede med det formål at lade det beplante til en plantage. Jorden bestod af en blanding af hede og hedemose. Man valgte at bruge bjergfyr til plantagens første generation af træer. Bjergfyr (Pinus Mugo) er en nøjsom og hårdfør træsort velegnet til magre jorde.

Brøndum-Hvidbjerg havde en relativ stor mængde af sæsonarbejdere som manglede ansættelse i vinterhalvåret, og de blev til gengæld for understøttelsen fra 1921 sat i værk med at tilplante og opdyrke plantagen.

Ændret biotop:

Efterhånden som bjergfyren slog rod og voksede op ændrede dyrelivet i området sig. Plantagen fyldtes med harer, skovduer, væsler, ræve, krager, småfugle og i slutningen af 1980’erne en egentlig bestand af rå- og dådyr.

Bestanden af jagtbare dyr førte til at der blev stiftet en jagtforening: Brøndum-Hvidbjerg Kommunes Jagtforening af 1933. Kontingentet var 2 kr. Jagtlejen var 20 kr per år. Den første jagt i 1933 gav et lille udbytte: en regnspove. Året efter gav jagten et udbytte på 5 harer.

Genplantning:

Efter 2. verdenskrig var der tyndet kraftigt ud i plantagen til brændsel. Det betød at man begyndte en genbeplantning nu hovedsagelig med rødgran (Picea Abies). Plantagen blev i 1970 ramt af en kraftig storm, og der blev skovet kraftigt i plantagen i regi af Spøttrup kommune (1970-2007). Herefter blev plantagen udnævnt til fredskov hvilket medførte en målrettet beplantning med stormfaste træsorter. Der blev plantet mange sorter: eg, bøg, birk, lærk, ædelgran (Abies Alba), sølvgran (Abies Procera), omorikagran (Picea Omorika), sitkagran (Picea Sitchensis) , æbletræer, pærertræer.

Skive Kommune driver nu plantagen ud fra flg. hensyn; skovarealet skal drives som bæredygtigt skovbrug med vægt på naturens behov og mulighederne for rekreative aktiviteter for borgere og besøgende.

Jagt, naturpleje og naturbrug:

I 1995 blev der på jagtforeningens initiativ anlagt en sø i plantagen. Søen sikrer at vildt og andre dyr kan drikke uden at forlade skovens beskyttelse. Søen bærer navnet Skovsøen. I 1998 opførtes en jagthytte ved søen, hytten blev senere udvidet med en veranda. I 2002 meldte nye brugere deres ankomst i skoven, “hestefolk” foranledigede at der blev anlagt en sti, denne sti voksede senere sammen med stisystemet i Hvidbjerg by og ud til Rettrup Kærvej. Stien har inviteret svampejægere og vandringsfolk ind blandt træerne.

Kilder:

Reinhold, Steen:  Brøndum-Hvidbjerg Plantage 1921-2023. Julekort 2023. Lokalhistorisk gruppe for Brøndum og Hvidbjerg sogne.

Skive byarkiv: H1826

Vedel-Petersen: Økonomiske ovesigter 1. April 1921 — 31. Marts 1923. Nationaløkonomisk Tidsskrift, Bind 3. række, 32 (1924)

Spøttrup lokalarkiv

www.trae.dk

www.skive.dk Folder Hvidbjerg Plantage 2023.indd

Forfatter rapsak