Købmand Frederik Johan Christian Kielgast (1838-1928) var en af de største købmænd i Skive i sidste del af 1800-tallet og første del af 1900-tallet.
Virksomhed
Han drev såkaldt kommissionsvirksomhed, hvor han opkøbte alle typer af varer og solgte dem videre. Det drejede sig om korn, kul og andre former for brændsel, men også f.eks. brændevin i store mængder. I et tilfælde fra vinteren 1894 havde han opkøbt 325 kg (o. 325 l) brændevin sandsynligvis fra det nyetablerede De Danske Spritfabrikker i Aalborg og fået den store mængde brændevin fragtet med tog til Højslev Station, hvorfra den skulle videre til køberen, en vis hr. P. Knudsen i Lund, der måske drev landhandel.
Livsforløb
Købmand Kielgast blev født i 1838 som søn af en tysk glaspuster ved navn Just Kielgast, der i en periode var ansat på Holmegaard Glasværk lidt nordøst for Næstved. Sønnen Frederik Johan Christian Kielgast var udset til at gå i faderens fodspor, men Frederik havde andre ambitioner, så han drog til Aalborg for at lære handel på kontoret hos Dampskibsselskabet. Det gjorde han åbenbart så godt, at han i 1861 blev sendt til Skive for at blive direktør for Damskibsselskabets virksomhed i Skive. Her drev selskabet kommisionsvirksomhed i stærk konkurrence med andre kommissionskøbmænd i Skive, bl.a. Thomas Alstrup, og direktør Frederik Kielgast ville ikke stå tilbage for disse storkøbmænd og fik borgerskab som købmand.
Skive Handelsforening
F. Kielgast var med blandt de 20 af byens købmænd, som i 1883 startede Skive Handelsforening og han sad i bestyrelsen fra 1883 til 1901. Han blev udnævnt til æresmedlem ved sit 50 års forretningsjubilæum d. 27. februar 1911.
Skive Kulkompagni
I 1891 gik Frederik Kielgast i kompagniskab med sin tidligere rival, Thomas Alstrup, og i 1904 oprettede han sammen med de andre storkøbmænd F.A. Harder, Åge Selchau, J. Kr. Stilling (Stillingsgård) og Albert Dige (Trælast) A/S Skive Kulkompagni, så Kielgast sad på dette tidspunkt på store dele af kommisionshandelen i Skive. Kielgast gjorde sig også politisk bemærket, idet han sad i Skive Byråd fra 1885 til 1909, og året før i 1908 under kongebesøget blev han udnævnt til Ridder af Dannebrog for sit engagement i byen.
Familie
Frederiks Kielgasts ene søn, Knud Kielgast (1881-1925), blev optaget i firmaet i 1907 og overtog faderens store virksomhed i 1919 som eneejer og direktør for Skive Kulkompagni. Han fungerede desuden som tysk konsul i byen.
Frederik Kielgasts anden søn, Svend Kielgast (1879-1915), blev student fra Viborg Katedralskole i 1897 og cand. jur. 1905 i København, hvor han indtog stillingen som overretssagfører i 1906 indtil sin død i 1915, kun 36 år gammel.
Privat boede Frederik Kielgast først i Olsens Gaard ved Rådhustorvet og herefter i Frederiksgade, hvor senere blikkenslager Stærk fik til huse.
Eftermæle
Mange tror, at Frederik Kielgast bosatte sig på den nyanlagte Kielgastvej, og at den derfor blev opkaldt efter ham, men Frederik Kielgast boede ikke på Kielgastvej, som det også fremgår af ovenstående, men det gjorde sønnen Knud. Kielgastvej hed oprindelig Skrivertoften (fra 1905), men da sønnen Knud Kielgast havde bygget sin villa som den første på vejen, skulle han efter sigende på et tidspunkt under Første Verdenskrig have pillet vejskiltet Skrivertoften ned og erstattet det med Kielgastvej som en hyldest til sin far, så Kielgastvej er altså opkaldt efter købmand F.J.C. Kielgast.
F.J.C. Kielgast blev ofte betegnet som kæmpen med det lange hvide skæg, der strakte sig langt ned på brystet.
Kilder og litteratur
- Thiesen, Charles: Bogen om Skive, 1926 s. 423-424.
- Jul i Skive 1966 (årg. 37). s. 16